mandag den 22. august 2011

When time flies by..

Ak, tiden går jo, selvom man oftest synes den snegler sig afsted, voldsomt hurtigt.

Det mærker man især, når man har sådan lille baby og en stor dreng, som holder en beskæftiget hele tiden. Tænk, at Kasper allerede er 6 måneder! 6 måneder, et halvt år, hvor blev det halve år af? Da Kasper var bitte lille, ønskede jeg bare, at han bare var 3 måneder, for så kunne det være der var lidt mere rytme, jeg orkede simpelthen ikke alt det der med at man ikke sov og at man ikke rigtig kunne regne med noget med ham.
De 3 måneder gik jo egentlig ufattelig hurtigt og nu er der gået 3 mere.
Mikkas bliver også så stor, han starter i børnehave d. 5. september og han siger bare de sjoveste ting. Nogle gange har han bare de fedeste sætninger og hold da op en lille abekat han er. Han lytter selvom han leger og kan pludselig bruge en eller anden vending, Jesper og jeg måske har brugt indbyrdes. Lille tosse, som egentlig snart er en stor tosse med MEGET bestemte meninger og de sødeste hundeøjne, som næsten til hver en tid, kan lokke mor og far til det han nu liiige ville.

Der er så mange småting, som man måske ikke tænker over. Ting der virkelig illustrerer, at især Kasper vokser.
Liften er byttet ud med en tremmeseng, babydynen synger på sidste vers, skråstolen er skiftet ud med en højstol, legetæppet med ting der dingler er væk, og er nu skiftet ud med legetøj på tæppet, hvor han kan sidde og lege (når den tid kommer), flaskerne er et par gange om dagen skiftet ud med rigtig mad, tandbørsten er fundet frem til de to fineste bisser, str. 56 er byttet ud med str. 80 og gylp og skrig er (for det meste ;)) skiftet ud med babygrin, savl og store smil.
Min baby er jo snart ikke en lille baby mere. Den sidste lille baby, der nogensinde kommer til at pryde vores hverdag. Det er egentlig rart. Rart, at man ikke skal tænke på graviditeter, fødsler, babyfnidder fnadder og at når Kasper bliver stor, så er det dét! Så kan vi få lidt mere fritid tilbage, vi får lidt mere fritid som familie. Lidt mere overskud til at være sammen om det hele og til at tage nogle steder, selvom vi efterhånden skal have en hel del med når vi skal på tur med 2(3) unger.
Men selvfølgelig er det jo også trist, babyer ER jo søde, men de er også utrolig hæmmende mens de er små, og det kender jeg en herhjemme der er godt træt af ;).

Men Kasper er faktisk en nem og dejlig baby. Han er stort set kun sur hvis han er træt eller sulten og han er nem at læse om det er det ene eller det andet. Han er nemmere end Mikkas var  dengang. Mikkas sov jo aldrig, som i virkelig aldrig. Han sov 40 minutter hver gang, that was it. Nothing more, nothing less. Han var så glad når han var vågen, men man kan sagtens mærke at mine drenge er helt forskellige. Kasper har et langt større søvnbehov end Mikkas havde (og har), Kasper sover dejlig lange lure på to timer minimum en gang om dagen og om natten sover han for det meste fint.
Mikkas spiste alt hvad der kom i nærheden af hans mund og han var lynhurtig til alt motorisk og han havde aldrig problemer med f.eks. maven. Han er rigtig godt med sprogligt tror jeg, han er ihvertfald ikke bagud.
Kasper derimod, oh my.. Han har kæmpet med maven hele hans liv. Vi har virkelig skulle gå langsomt frem med mad til ham, da hans mave hurtigt koksede. Han har ikke været hurtig motorisk, langt fra faktisk, men sidde er han begyndt en lille smule på, det er så skønt!

Tiden går hurtigt, egentlig næsten hurtigere end jeg kan følge med, når man har hele to jeg skal nyde på samme tid og så samtidig med et helt "nyt" liv, som vi jo har brug de sidste 4 måneder på at indstille os på med gode resultater.
Jeg kan godt mærke, at min tid til Kasper ikke har været den samme som til Mikkas, men den dårlige samvittighed har ikke været så slem som jeg forestillede mig. Mikkas er virkelig begyndt at holde af sin lillebror, det har taget noget tid, men når han skal sige farvel, skal Kasper minimum have et kram og møsser - og er der noget der kan smelte et hjerte, så er det når ens børn enes. Mikkas er en meget følsom dreng, der skal have tingene som han er vant til og at Kasper kom til, har taget lidt hårdt på ham i starten. Han "straffede" os lidt og blev en Mikkas vi ikke rigtig kunne kende. Heldigvis er det på retur, og trodsalderen har jo ikke gjort det nemmere for hverken os eller ham.

Jeg nyder at være mor til to, jeg elsker simpelthen mine to vidunderlige og meget forskellige drenge, tænk, at jeg alligevel har været SÅ heldig (og så alligevel tager jeg mig selv i at være utaknemmelig, og lure over naboens hegn - bare lige for at se om græsset nu alligevel var grønnere derovre).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar